L

Anbragte børns udvikling - hvordan kan vi forstå dem og hvordan bringer vi dem i trivsel?

Mange børn, der anbringes i plejefamilier, har været udsat for så mange belastninger i deres tidlige barndom, at de kan betegnes som omsorgs-svigtede børn. Arbejdet med disse børn kræver indsigt i det normale barns udvikling samt kendskab til signaler på omsorgssvigt. Pleje-forældrene skal kunne se og forstå børnenes mestringsstrategier. 

Helt grundlæggende er det plejefamiliens opgave, at give støtte til plejebarnet. Udover at opfylde barnets basale behov har plejefamilien også en opgave i at give støtte til barnets udvikling og skabe et udviklingsorienterende miljø. Plejefamilien skal kunne fokusere på og ”holde fast” i de elementer, der er vigtige for barnets positive udvikling.

Arbejdet med anbragte børn og unge er fyldt med mange udfordringer, men samtidig ved vi også, at det kan nytte, og at stabiliteten i anbringelserne og de relationer, der skabes i plejefamilierne, er helt centrale for, om anbringelsen bliver succesfuld.

Langt de fleste børn formår at skabe sig et normalt liv på trods af en opvækst med forældre med tunge sociale problemer. Begrebet ”negativ social arv” drages ofte ind, når vi taler om plejebørn. Det skyldes, at vi kan forledes til at tro, at der i begrebet ”negativ social arv” er en form for automatik, sådan at forstå, at der sættes lighedstegn mellem forældrenes vanskeligheder og børnenes problemer.

I dag ved vi, at belastninger for børn ikke nødvendigvis behøver at resultere i, at børnene får samme og store problemer som deres forældre, men at det er vigtigt at vurdere risikofaktorer i det enkelte barns liv og mulighederne. De seneste års forskning om social arv og udsatte børn kan således hjælpe os med ny viden og forståelse af de belastende og beskyttende faktorer, der har betydning for børns udviklingsbetingelser. 

Kursets varighed er 2 dage og kan tilrettelægges med 1 opfølgningsdag/ aften.
Lone Hundahl | Bygholmvej 24, 2720 Vanløse  | Tlf.: 27291013 | lone.hundahl@mail.dk